Udgivet ons d. 19. dec 2018, kl. 08:00

Alene

Alle har behov for ikke at være alene. Det skulle der have stået i overskriften. Men det var for mange ord!

 

For nogle uger siden sad jeg i et fly. En ”berømt kvinde” havde lige været i samme fly på vej hjem fra Sydafrika. – Nu er hun måske meget alene, omgivet af rammer, hun ikke selv længere bestemmer.

Vi var omgivet af ca. 200 personer, som vi kun kendte få af. Skulle jeg bruge tiden til at få nye kontakter? Nej. Jeg var på ferie for at nyde samværet med mennesker jeg holder af.

 

I Danmark og i Skibbild-Nøvling er vi gode til at dyrke fællesskaber. Især fællesskaber, hvor vi er nogenlunde enige (eller noget vi er fælles om at være optaget af). Men vi har også fællesskaber, hvor vi er sammen på grund af skæbnen. Fx. at vi bor på samme vej, og så er vi med til vejfesten.

På flysædet fik jeg tanken: ”Skal vi have fællesskaber, hvor vi som udgangspunkt skal være forskellige: politisk uenige – forskellige religiøse opfattelser – håndværker, eller bogligt veluddannede eller…?” Den eneste forudsætning for at deltage skulle være, at den enkelte respekterer forskellighed og giver plads til de andre. Er det noget for dig?

 

Vi er meget tæt på at fejre Jesu komme til vores verden. Efter hans barndom gik han rundt på jordkloden i 30 år. Når jeg læser hans historie fra Evangelierne, så møder jeg Guds Søn, som på hans vandring rundt mødes med de mennesker der ”tilfældigt” er på hans vej. Han valgte ikke i udpræget grad, hvem han skulle være sammen med (Disciplene er en undtagelse).

 

Jeg vil opfordre til at vi bruger juleferien til at være sammen med personer:

-        Du holder af og som betyder noget for dig

-        Som du betyder noget for (Husk, de findes)

-        Og måske tænker du over om du, i det nye år, skal med i et nyt fællesskab

 

Julens budskab og frisk luft i juleferien, giver måske plads til at du og jeg i det nye år skal snakke på tværs, bryde meninger med hinanden, respektere forskellighed, lytte til andre.

Give vores bidrag, så vi er bare lidt tættere på at andre mennesker ikke skal opleve at være alene.

Mit ønske skal være, at du oplever dig som medlem af et eller mange fællesskaber i julen og i det kommende år.

 

Glædelig Jul

 

___________________

Johs. Jørgensen

borger i Skibbild-Nøvling 

leder på Council Center

 

Kategorier Kirkenyt