Udgivet ons d. 6. mar 2019, kl. 08:00

Brasso-effekten

 

Foråret er på vej. Det er lyst flere og flere timer om dagen. Lyset er skønt, men man bliver også dermed mindet om, at vinduerne da vist trænger til at blive pudset, og i nogen hjem kommer Brasso-flasken også frem, så lysekronen og sølvtøjet kan blive pudset.

For lang tid siden hørte jeg en sætning, som jeg blev mindet om for nylig. Sætningen lød (frit efter hukommelsen): ”Den, der pudser messing med Brasso, får sorte fingre. Det samme gælder i øvrigt dem, der pudser glorier”.

Det er et godt billede, der rammer noget, vi alle sammen kender: Hver gang vi med vores ord, kropssprog, mimik, tonefald eller tavshed lægger afstand til vores medmennesker, for selv at fremstå i et bedre lys – så får vi sorte fingre.

Vores indgroede behov for at pudse glorien bunder vel dybest set i et behov for at vise ydre styrke på trods af indre svaghed. Styrke er godt og svaghed må skjules – det synes at være moralen bag al polering af glorier. Men modsat hvad man skulle tro, så skaber ydre styrke og tilsyneladende vellykkethed ofte afstand mellem mennesker. Man kan godt beundre og se op til velpolerede og vellykkede mennesker, men de føles meget svære at komme tæt på. Derfor er prisen for at have en blankpoleret facade ofte ensomhed. Hvis vi derimod tør stå ved vores svagheder og skyggesider overfor et andet menneske, så opdager vi, at det næsten altid skaber kontakt og vækst. Prøv at tænke efter, om ikke det er sandt: Hvad kendetegner de mennesker, du er tættest på i dit liv – er det ikke dem, der har set dig uden facade og uden Brasso-polering? Hvis man tør være i kontakt med sine svagheder, så er man faktisk i kontakt med noget af det fineste i ens liv, for det er ofte der kontakten og væksten ligger gemt.

Kristendommens kerne er vel i bund og grund netop dette, at det går an at leve uden facade også overfor Gud. Ved at pudse glorien overfor Gud skabes der kun afstand, mens det er i det ærlige, facadeløse forhold til Gud at forløsningen ligger gemt. En forløsning man ikke får sorte fingre af!

 

Carsten Hoffmann

Sognepræst og provst

 

Kategorier Kirkenyt