Udgivet ons d. 11. nov 2020, kl. 10:10

Kirkeklumme af Carl Nielsen

Giro Italia

 Det her handler ikke om cykelløb - og så dog.

I vores ferie, som ofte går til Italien, cykler vi en del rundt. Dette skønne land byder på bjerge og landskaber af så forskellige arter, at vi frydes over det.

I år var vi i Dolomitterne i Norditalien. Langt væk fra motorvejen, byerne og larmen.

Vi cyklede op ad en bjergside med mange hårnålesving. Ingen trafik - kun stilhed. I en kurve med udsigt stod som så mange stede et “alter parti”.

Her var ingen jomfru Maria eller Kristus på korset, men et simpelt stykke karton sat op med tegnestifter med teksten:

Min ven, hvor skal du hen? Glem ikke at jeg er din frelser. At jeg har lidt så meget for dig, stå derfor stille og hils på mig. Din Jesus!

Hvis ikke der var stilhed før, så blev det fuldstændig stille nu. Tænk at gøre holdt og læse disse livgivende og personlige ord.

Men hov, der var jo et personligt spørgsmål. “Hvor skal du hen?”

Jamen jeg var da på vej opad bjerget, jeg havde jo ferie og nød turen med min hustru. Vi ville da bare nyde udsigten og friheden med vores egen Giro Italia

Men det er jo ikke svaret på spørgsmålet, vel! ”Hvor skal du hen?” (med dit liv).

Tænk at være så heldig, at blive mindet på, at vi ikke vandrer alene gennem livet. ”stå derfor stille og hils på mig. Din Jesus!”

Der er også et formål med vores vandring (eksistens). Vi er skabt af kærlighed til at tilhøre vores far i himlen og være en del af hans menighed i al evighed. Med Gud som vores herre skal vi være tjenere for andre (vor næste).

Men vi har så travlt med det, som, vi mener, er vigtigt og jager gennem livet. Det er godt at stoppe op, tænke over livet, se hvordan vi gang på gang går fejl af målet. Vi kan være nedtrykte og deprimerede over en verden som absolut ingen lyspunkter har. 

Kategorier Kirkenyt